Velfærd uden etik og dannelse er ikke velfærd. Det er forbrug på lånt tid, for lånte midler.Vores demokrati er udfordret, fordi magten er styret centralt og gennem kontrol og “kvalitetsprogrammer”, Hvilke gør at mennesker råder mindre over friheden til at vælge og handle i i det konkrete, og paradoksalt byder vores velfærd på mange muligheder, og meget lidt konkret viden og erfaring som kunne give en vished for at gøre sig virksom i livet og særligt en retning for arbejdslivet.
Det gør på den ene side et arbejdende folk, som ikke trives fordi det handler om produktivitet og effektivitet, uden menneske kvaliteter, også her er der også et paradoks i, at effektiviteten udebliver, uden mennesket og menneskelig sammenhold og samarbejde, loyalitet, og solidaritet. Formålet mister sin glød, sin drivkraft og lidenskab, hvilket skaber stres.
På den anden side i mulighedernes mulige, står uvidenheden og den manglende erfaret indsigt i mødet med verden, her bliver verden fremmed og uoverskuelig, hvilket giver angst og med tid i denne utilstrækkelighed, kommer depressionen. Hvilket også er et paradoks, depression i velfærdets.
Så når vi mister os selv, enten gennem effektivisering eller fare vild i mulighederne, mister hinanden, sammenholdet, formålet og menneske værdierne ved at tjene det gode, det smukke, det retfærdige og det nære, ja så har vi et velfærd med tømmermænd, som stress, angst og depression, meningsløshed, vold og misbrug. Hvilket gør velfærdet til individuel sport hvor det er mig før dig, og når jeg finder mig selv i en sport, hvor reglerne er mine egne, og i en liga uden konkurrenter, ja så står alle til forfald, og der indfinder sig en sidste salgsdato for den sport.
“Sporten og trofæerne” høre naturligvis under præstation, forbrug og belønning. Hastigheden gør at vi ikke når hinanden, vi ser og høre referere og opdatere, men det flytter ikke noget, det skaber ikke noget. Kun ved at gøre det gode for andre end sig selv, for sammenholdet og derved dét bærende imellem os, lykkes det at skabe sunde forandringer. Det udfordrede demokrati, står på stemmer før sandhed og missioner, og i bedste fald, at pege på modstanderne fejlbarlighed. Men ingen lytter fordi ærlighed, tillid, respekt og troværdighed, er dyder som ikke dyrkes gennem løgn, fortielse, manipulation og promovering. Konsekvenserne bliver at vi dulmer vores afhængigheder, gennem nye erobringer og et overforbrug, så forbruget stiger i en tid hvor det skulle reduceres med 50% på verdensplan og her hos os med 80-85% .
Summa summarum det giver et bulemisk velfærd vi ikke har råd til, så derfor kan vi nemt bringe de store etiske skoler i spil, dydsetikken, pligtetikken, konsekvensetikken og endeligt Nærhedsetikken, som kunne være den bedste tømmermændskur og kur mod afhængighed. Dannelsen sker jo gennem bevægelse i livet, en; ned i kroppen, ud i naturen, ud blandt andre mennesker, bedst af alt, møde det fremmede-, det svære-, det og dem som trænger, lider og dør uden nødhjælp og næstekærlighed.
Det kunne være gennem en borgerpligt, hvor velfærdets blev delvist finansieret gennem en bidragende borgerpligt, hvor uddannelser kostede tid gennem praktisk hjælp og omsorg, i pleje, ældre, sundheds og den sociale sektor. Og de lange uddannelser, kunne byde ind på den globale scene med miljø og nødhjælp ude i verden.
