For os i Danmark, handler det om, at kunne finde en måde at passe på vores eget miljø og finde et bæredygtig balancepunkt, for hvordan vi ønsker at leve og bidrage til vores sundhed og trivsel. For vores bidrag til verden er minimal, faktisk er vores påvirkning af verdens klima, er 0,01 %, så vi kan altså ikke gøre så meget på det praktisk plan. Men vi kan påvirke verden ved at gå forrest, i hvordan det er muligt, at leve i en sund og bæredygtigt som et af verdens rigeste lande. For en af de store trusler er netop, at den fattigste del af verden, er på vej til, at være mindre fattige, hvilket betyder, at de har ønsker om strøm i husene, og alle dét, som den vestlige verden har, og kan stikke i stikkontakten af moderne bekvemligheder. Det kunne betyde at 25% af den globale befolkning, som ikke tidligere, har slidt på verden med elektricitet og det som følger med, lys, varme og køleskab, og med det kommer der også et øget forbrug, et industrielt forbrug, landbrug, fødevare, tøj, plastik emballage og i det hele taget et forbrug, som vokser i takt med fattigdommen reduceret.
Desuden er der en anden stor verdens befolkning, som går fra den øvre del, af lave levevilkår til jævne levevilkår, og så er der en tredje del af verdens befolkning, som går fra det jævne til at blive velstilledet. Hvilket betyder, at forbruget, på det globale plan stiger abnormt, da det er omrking 40% af den globale befolkning, som ønsker en større forbrugsfest, og et liv som ligner det liv, vi har haft i vesten de sidste små 50 år. Så med vores 0,01 % i DK, op imod en stigning i forbrug for 25-33 % af den globale befolkning, ja så bliver vores rolle tydelig, i det store verdens perspektiv. Nemlig dét, at være dem, som resten af verden ønsker at efterligne, ved at vi viser fremtidens måde at leve på.
Fremtiden til tiden.
Hvis vi ønsker at ændre fremtidens måde at leve på, bliver vi nødt til at starte med at sige, at fremtiden er nu, og herfra se på Hvad gør vi? Hvem gør hvad? Hvad skal vi leve af? Et er sikkert, samarbejde er nøglen, og starkholderne er borgere, organisationer, samt stat- og kommunerne. Det betyder, at nogle skal bygge brede broer, hvor der er plads til at samle det offentlige, det private arbejdsmarked og det vigtigste, forbrugerne/borgerene. I virkeligheden så kommer de 3 størrelser, til at være meget mere afhængige af hinanden, hvis projektet bæredygtighed skal lykkes. Det er det private arbejdsmarked som skal finansiere den tranformation, det kræver at skabe den grønne omstilling. Det er det private arbejdsmarked er afhængige af nogen gider at arbejde, hvilket er staten der skal sætte remmer for gennem skole og uddannelser. Og staten er afhængige af det private arbejdsmarked og borgerene betaler skat. Og den grønne omstilling er afhængig, af der bliver investeret i nye måder, at producerer på, at drive landbrug på, at genanvende og minimere energien og forureningen på. Og det er staten, der skal skabe givtige rammer for, at der bliver forsket, og skabt nye måder at drive værket på, og særligt, at skabe nye jobs som understøtte fremtidens måde, at leve og arbejde bæredygtigt på.
Lederskabet af den grønne tranformation ligger hos lederne.
Det er Det private arbejdsmarkeds ledere som med friere og mere ansvarsfulde roller, kommer til at tage ansvaret for at samle og tiltrække medarbejdere, som vil og ønsker at bidrage til en mere bærdygtig model for hvordan vi kan og skal leve bæredygtigt. Det betyder også at staten skal tage en mere ydmyg rolle og lempe og faciliterer vilkårene for Det private arbejdsmarked. Således at frigiver midler, resurser og skaber muligheder for virksomhederne at række udover deres egen overlevelse og bundlinje. Det gøres let ved, at lempe regler, skatter og afgifter, for de virksomheder som gør det godt i, at skabe denne grønne omstilling. Ligeledes for de virksomheder, som tager et socialt ansvar, hvor de optager medarbejder som har særlige behov, eller ikke kan arbejde fuldt og helt. Alt tydelighed viser, at mennesker som har det svært, rejser sig bedst og hurtigt gennem meningsfulde opgaver og gennem sociale og arbejdsmæssige fællesskaber.
Den Danske Model
Så det er lederne som evner og mulighederne for at skabe syndikater og netværk som går på tværs af det offentlige, organisationer, NGO’er, ansatte og borgere som ønsker, at arbejde for disse omstillingsprocesser. Vi er et lille land, så når viljen bliver stærk nok, hos de ledende politikere, så selvfølgelig er det muligt at arbejde side om side i syndikater, hvor formålet står højere end tilhørsforholdet, og de kommunale og statslige regler. Det at vi retter til efter en “grøn social værdi”, kan være en grøn score som gør, at jo mere bæredygtig et projekt eller en organisation er, jo mere forkørselsret, skal projektet/organisationen have. Det vil også betyde, at når vi kommer til, forskningen og udviklingen af grøn energi, genanvendelse af affald, og eksport af disse løsninger til verden omkring os, ja så skal der ikke spares på støtten til de organisationer, som faktisk kan udvikle det vi skal leve af i fremtiden.
Fremtidens job ligger i de 17 verdens mål
Hvis vi valgte at være dette forgangsland i verden, som viser vejen for en bæredygtig verden, så har vi alle fordele. Nemlig at vi er et lille land, vi er et af verdens rigeste, og hvis vi også sætte udvikling, dannelse og uddannelse højt, samt viljen til at skabe og gå forrest, ja så er det ikke blot muligt, men også en mulig fremtid, vi kan leve godt af. Og det er nemlig i det at skabe, vi kan gøre os gældende i verden, for kan vi skabe den grønne energi, vores knowhow og TEC og Kina, Indien, Brasilien, Rusland og Sydafrika køber ind hos os, ja så vil vi være dem i verden, som kan gøre verden bæredygtig. OG kan vi leve af det ? ja bestemt.
Skrevet af Mads Vang Christensen