Mange ledere i min praksis, kommer af mange grunde, men vi kommer som regel, forbi emnet ledelse, så herfra går samtalen hen på hvor svært det er, at få de ansatte, til at følge det gode eksempel, den gode strategi, og ja den aftale/strategi/mission de alle har været med til at skabe og sætte sammen.
Nemt er det, at pege på de ansatte, og dog de fleste ledere jeg møder, er modige nok, til at tage lederskabet på sig, og tør godt sige;
“Hvad gør jeg forkert og hvad mangler?” Det er naturligvis fordi disse leder, er forankret nok i sig selv, til at søge viden og styrke, for at kunne overkomme måske et af tidens sværeste ledelses spørgsmål; “Hvordan skaber vi de svære og nødvendige forandringer, hvor alle er medskabere?
OG måske er det nemmere at stille spørgsmålet, end at finde svaret, for det er ikke let at at lede, og det er nok de fleste ledere,
som oplever at det kan være svært, at få de ansatte til at gå samlet i flok og få et samarbejde til at flyde.
Dog er et af de åbenlyse svar, på hvorfor medarbejderne og ledelsen ikke følges i processerne mod de mål og strategier der er sat, er at
det er, At det er for kollegialt overfladisk.
Kulturen er overfladisk, den er pæn og hensynsfuld, og medarbejderne er på det social lag, hvor man er usikker, og ikke forankret i et stærk fællesskab. Måske har man en enkelt eller 2 fortrolige kollegaer, som man kan sladre med. Der hvor man sladre om chefen og de andre, og er enige om hvordan det skulle køre. Her bliver det ofte til en negativ sladder, hvor man kan få lidt luft, for sine frustrationer og indestængte følelser og meninger.
Lidt forenklet kan det siges; at at når kulturen lever på dette overflade lag,
så er kulturen ikke forankret på det mere eksistentielle plan, hvor ansvar, vilje og modige handlinger sætter dagsorden, og derfor kan de bæredygtige forandringerne ikke lade sig gøre.
Det er også derfor Peter Drucker*, citeres for at sige “Kulturen æder strategi til morgenmad”.
Hvis vi dykker lidt ned i det, så hvad betyder det? Hvad handler det om?
På det individuelle plan, så kan vi sige at dette overflade plan, hører til den smilende medarbejder, som på den sociale scene, kaldes for rolle laget, vi spiller de sociale spil.
Vi følger manuskriptet, det hvor vi følger vores egne sikre handlinger og den høflige tone.
Vi er på dette plan, ikke i kontakt med vores dybereliggende autentiske jeg, ej heller følelserne, og derved heller ikke vores personlige liv.
Det betyder også at det er vores “falske” jeg, det “Sociale pæne jeg”, som er i front, og det er altid frygtstyret, frygten for at blive afsløret, frygt for at ikke at være god nok, blive hånet, fyret, ekskluderet. Derfor spiller vi det gode spil, som holder os på dette kultur-spor.
Bag dette sociale spil, har vi så “Dødens dal” her hvor alle mistede deres sande selv, det autentiske jeg med mod til at kæmpe, viljen til at sejre.
Det er også i denne “Dødens dal” at vi mistede vores kendskab til hinanden, sammenholdet, det som er større end én selv, meningen, formålet, og ja de sociale værdier. Og smerteligt er det at komme tæt på det tabte, det at opdage, at man har mistet sig selv og hinanden.
Så derfor, når folk siger, “det har vi prøvet, det virker ikke”, så siger de 2 tinge, 1. at de har prøvet 2. de vil helst holde sig til det kendte og i de vante rammer.
Så når de siger at de har prøvet, ja så er der ingenting, der virker på dette reaktive plan, kun vaner og automatik holder skansen.
Der skal nemlig masser af mod og viljestyrke til for at skabe vedvarende forandringer, og hvis vi også ønsker den grønne omstilling,
så skal vi virkelig være forankret i vores dybeste uselviske jeg, der hvor vi kan tænke på vores efterkommere, de af vores børns børnebørn, ser tilbage på dette globale verdens skifte, og de heroiske ledere, som kunne skabe den nødvendige kontakt, som tog deres folk til “To the point of no return”.
Hvor starter denne rejse?, spørger de fleste om, Ja svaret er eksistentielt, på det personlige plan hedder det; “Hvem er jeg?, hvad er mine værdier? og Hvad er min opgave?” Når det er på plads, så bliver det nemt at finde den “klan”, den organisation, hvor man ønsker at hellige sit liv til. Når alle går ind i en organisation med denne bevidsthed, så har man modet til, at kunne stå alene, og det er her vi får de ægte menneske-møder, og når det sker, så opstår der både synergi og et stærkt ønske om, at gøre noget sammen, At være sammen og herefter er det muligt at kunne skabe nye tider, nye og bæredygtige forandringer, det at skabe sammen.
Her vil kulturen skabe fremtiden.
*Peter Ferdinand Drucker var en af de ledende teoretikere indenfor forretningsledelse. Han var oprindeligt født i Østrig og var forfatter til flere ledelse og økonomi bøger. Han er blevet omtalt som “grundlægger af moderne management”.
