Eksistentiel ledelsesfilosofi
Eksistentialisme som ledelses-model, giver en større ramme, et større formål og endelig så giver det et menneskesyn som gør, at alle ønsker at bidrage med, at taget det nødvendige ansvar, for de enorme forandringer, som den grønne omstilling kræver.
“Lederskab fremfor at tale om ledelse”
Eksistentielt er vi alle ledere og for at tage den eksistentielle filosofi og gøre den til en ledelses model, som skal skabe større mening, mere ansvar, bedre socialt trivsel og et større globalt ansvar, så nytter ansvars delingen mellem leder og medarbejder ikke i den kontekst som har været på banen de sidste 10-15 år. Lederens ansvar er blevet alt for stort og lederne kan ikke holde grebet om alle de komplekse processer som hersker i organisations kulturene, samtidigt med at organiserer medarbejderne på en bæredygtig måde.
“Valg”
De svære valg forbliver svære, så længe der er bekvemmelige valg, indefor rækkevidde. Let bliver det, at gå mod det ukendte, når det kendte rummer en større fare, end det nye. Vi har altid et valg, det er et af eksistentialismens grundvilkår, vores frie valg, vi bestemmer altid selv. Det er både en frihed og en forbandelse. Forstået på den måde, at vi bestemmer ikke hvad som kan overgå os, hvad vi kan blive ramt af, men vi bestemmer hvordan vi modtager det, hvordan vi ønsker at have med det. Eks. når jeg står på skafotten med løkken om halsen, og skal henrettes, så kan jeg vælge at tage denne henrettelse som en måde at se, at verden er uretfærdig og derfor skal jeg naturligvis dø en uretfærdig død. Eller jeg kan bruge mine sidste ord på, at redegøre at min dom og min død, er et resultat på, at retfærdigheden kan købes for penge, og da jeg er fattig, vil min død til evig tid være et minde på dette. Kortere sagt; jeg kan vælge at død med ære, uagtet om der er nogen ære at genkende. Det er alene mit valg og det er min valgfrihed. Forbandelsen er at det kun er mig, der kan fortage mine eksistentielle valg, og der er altid flere muligheder for et valg, deri opstår der usikkerhed, om jeg får truffet det rette valg, eller jeg kommer til at fortryde. Denne frihed hænger uløseligt sammen med ansvar, det ansvar som også hviler tungt på mine skuldre, at jeg alene har ansvaret for mit liv, og mine valg.
“Ansvaret og friheden”
I det eksistentielle lederskab står derfor ansvar og friheden øverst, eller næst øverst, fordi vi kan godt vælge at være ufrie og uansvarlige, og deri kommer vi til, at indrette os under andres, det være myndigheder, psykiatrien, eller kriminalforsorgen, alt afhængig hvor tosset vi giver slip til at blive. Derfor er døden er det eksistentielle Livsvilkårs øverste og eneste helt sikre, uagtet hvordan vi stiller os i verden. I ledelse, kan vi også se døden som et grundvilkår, fordi en organisation, har som mennesker et endelige, for intet vare evigt. For år tilbage kunne de hæderkronende organisationer blive 70 år i gennemsnit, idag er gennemsnits levetiden, for en organisation tættere på 10 år. Alene derfor, bliver vi nødt til ledelses-mæssigt og organisatorisk, at tage døden med på ledelses-gangen og i bestyrelseslokalet. At tage døden med, betyder mere end nogensinde, at vi skal træffe de rette valg, for at kunne holde organisationen Fit for Life, og have den lange bane i sigte.
“Døden”
Starter vi med døden og ansvaret, så er det to stærke ledestjerner, forstået på den måde, at det ikke er nok kun at tænker i “liv” som succes jo kan være en indikator på, vi kan godt skabe en organisation som virkelig har succes med masser af kunder. Men fordi at vores succesfulde organisation også står i forhold til andet, end kunderne, så kan vi hurtigt komme i krise. Det kunne være, at vores råvare ikke længere er til at skaffe, eller den energikilde vi bruger også løber tør. Så ansvaret for, at være på forkant med “livstruende” situationer, er mere end nogensinde afgørende for en organisations eksistensberettigelse. Ansvaret er dog stærkt stigende i takt med globaliseringen, og ligesom et kendt citat, “A man is not an Island”, vi er som mennesker ikke en ø, så er en organisation heller ikke alene og upåvirket af verden omkring. En organisation, kan ikke forlade sig på at verden uddanner de kvalificerede medarbejder som den har brug for. Og etisk bliver organisationer nødt til at have styr på deres værdikæde, altså at deres leverandører dyrker, producerer varerne i en bæredygtig kontekst, og at de ikke bruger børnearbejdere, og at trævare kommer fra bæredygtigt skovbrug, ja hele vejen, rundt, at de kan lægge navn og ansvarlig for produktionen også fra første færd, før import og indkøb.
“Organisations etik”
Organisations etik, skal se som organisations ansvar i mere end økonomi og overskud. Organisationen har indirekte og direkte indflydelse på mennesker og produktionen, om det er i tråd med menneskerettigheder, økologi, bæredygtighed. Omvendt hvis de ikke tager ansvar for at undersøger forholdene fra deres værdikæde/forsynings-kæden, kan de komme til at støtte eks. ulovlig skovplyndring i Amazonas jungle, gennem deres salg af teaktræ-have-møbler. Eller børnearbejdere eller umenneskelige forhold på tøjfabrikker i Indien, Pakistran, eller Kina, og mens vi er i tøjproduktionen, så er der heller ikke uden bæreevne om hvordan bomulden bliver produceret og hvor meget vand der bruges til skylle og producere stofferne. Dette er det globale ansvar, hvilket er vores alle og i sidste ende er det forbrugerens, men mere og mere skal organisationerne vise gennemsigtighed og dokumenterer deres fodprint og deres CO2 fodaftryk. Hvilket giver organisationerne deres grønne identitet, eller mangel på samme. Det kommer til at have stor betydning for organisationerne at tage deres globale ansvar. Derfor giver det god mening at lave en etisk kontakt, hvor organisationen skriver deres etisk regler ned, hvor og med hvad de vil tage ansvar for, hvor de ønsker at bidrage til bæredygtigheden.
“Socialt ansvarlighed og mening”
Det at være en social ansvarlig organisation betyder at organisationen tager et større ansvar end de lovpligtige og de overenskomstmæssige regler. Det betyder at de godt hånd om deres medarbejdere, som de investerer i på en måde at de ikke taber værdi på arbejdes markedet, at de bliver videreuddannet, så de står fagligt uptodate og måske mere end det. Det kan betyde at der bliver lavet seniorordning for de ældre, hvor de arbejder mindre og har større frihed. Der er stort fokus på medarbejdertrivsel, der kan være mere betalt barselsorlov, mulighed for at arbejde hjemme. En anden social ansvarlighed er at ansætte mennesker med mindre resurser, det være sig mennesker med handicap eller skabe flexjob til dem, som ikke kan klare et fuldtidsarbejde. Det giver en anden kapital end kroner og øre, de organisationer som tager deres sociale ansvar, skaber et større menneskeligt fællesskab, som har stor værdi. Her taler vi om social kapital og menings-kapital, som i fremtiden kommer til at veje højt, både for kunder, men også for tiltrækning af medarbejdere. Lige det med mening, så er der også en af Eksistentialismens grundvilkår og store temaer, så ved at tænke i hvad som giver større mening i et meningsløst liv.
“Lederskabet i ledelsen”
Eksistentialismen har udover død, ansvar, frihed og mening et eksistentielt grundvilkår mere og det er ensomhed. Ensomhed er et fundament i os alle, og vi alle bliver ramt om end nogen så kun flygtigt ramt af en ensomhedsfølelse. Denne følelse opleves vi oplever, at vores sociale relationer ikke kommer os ordenligt i møde, at vi ikke helt bliver hørt og set. At vi føler os glemt, tilsidesættes og vi derfor ikke får vores behov for social samvær og nærkontakt dækket. Ensomhed opstår hos mennesker, der ikke føler sig forbundet med nogen, eller som nævnt at der ikke kommer en ordentlig nærværende kontakt og samvær med dem, vi anser for vores nærmeste og dem vi føler os forbundet med.
Lederne kommer oftere i kontakt med denne ensomhed, fordi vi alle har forventninger til sociale behov som vi oftest og mest massivt får dækket af vores kollegaer, og lige her falder lederne lidt udenfor de sociale cirkler på arbejdsmarkedet. Ledernes rolle er at tage det overordnede ansvar, og derfor er de ikke med i de sociale cirkler, det bliver lidt den samme rolle som en forældre-rolle, som har en større magt og indflydelses, så derfor er der ofte en usikker barriere for medarbejderen i forhold til chefen. Ofte bliver der stille, når lederen gå forbi medarbejderne er er optaget af den “sociale snak”. Så ofte får lederne ikke denne sociale kontakt, og da ofte lederne bruge det mest af deres tid på arbejdet, så får de ikke disse sociale behov opfyldt, men kan blive lidt ramt, i at se medarbejdernes sociale trivsel sammen. Dette giver naturligvis et stik i ensomheden, men lederen er også alene om sit ansvar og i sit embede, så de har ikke nogen at være fortrolige med, i deres svære spørgsmål og stillingstagen på beslutninger.
Så ledernes grundvilkår er, at de er alene i deres egenskab af at være leder. I denne eksistentiel ensomhed, så har det indflydelse på deres beslutninger, og i særlig grad på det som er nye veje og nye måder at gøre tingene. Nok er lederne vant til at træffe upopulærere beslutninger, men det er ofte i de kendte konsekvenser i markeds-svingninger, besparelser når budgetterne ikke nås. Den indflydelse ensomheden påvirker er når vi er pressede, så trækker vi oftest på lidt mere primitive kræfter, eller i det mindste vi trækker på overlevelses-strategier, som vi kender. Så når lederne er mere ensomme, så kommer de hurtigere til at trække på primitive, eller tidligere kendte strategier for at finde løsninger, end hvis de var i en integreret flok som var lige i at dele ansvaret og konsekvenserne. Det betyder, at lederne ofte ikke er de bedste til, at skabe den nødvendige forandring, men er gode til at eksekverer ud fra veldefineret koordinator, ofte styret ud fra tal og et givent overskud. Så ensomheden eller skellet mellem leder og medarbejdere, er måske den største hindring, i at bryde fortidens sikre måde at gøre tingene på og der ved også den største hindring i at skabe den grønne omstilling.
Så for at komme dette svage led i forkøbet, så vil det være hensigtsmæssigt for fremtidens ledere, at de søger dette ensomme rum, at de kan være i deres egen ensomhed. Dette kræver naturligvis at de har godt styr på hvem de er, og kender til deres følelser, og tilstande. Det er mere eller mindre et must, for at kunne opdage mere end blot tomheden, for der er mere at hente i dette dybereliggende niveau, både fred og løsningerne, er at finde når vi søger indad i os selv. Det at kunne være i stilhed med sig selv, er en styrke og en stærk metode at finde sit indre ledelses rum.
En anden metode at kunne stå stærkt i sit lederskab er at have et praktisk netværk, eller et syndikat i ryggen. Det at have nogle fortrolige partnerskaber, som ikke nødvendigvis er i samme organisation, eller har anden forpligtelse end netop at være en stærk partner i ledelse og strategiske beslutninger.
“Why”
Mening i et organisatorisk og ledelses perspektiv, skal ses i eksistensgrundlag, hvorfor er organisationen i denne verden? Hvad bringer den til verden? Hvad er meningen med dens eksistens? Vi har som mennesker altid søgt meningen med livet og når vi ikke er søgende, så er det ofte fordi vi er optaget af livet, at det både giver mening og har en livsfylde. Det er når vi rammes af noget uforudset, at vi mister vores grundfæste, eller nære relationer, vi rammes af meningsløshed. Hvor skulle dette netop overgå mig? hvad er meningen med det? Og i dette lys skal alle i organisationen, være klar på hvorfor de er i netop denne organisation, og hvad er det lige præcis de kan bidrage med, og om de får bidraget med de resurser de har.
“Den nødvendige rejse”
Vi er alle gnuer på den lange rejse, vi er kommet til Mara-floden, med de ventende krokodiller.
Vi kender det fra naturen af, når vi ser i Østafrikas Serengeti, hvor gnuernes lange rejse, at de kommer til de store floder, hvor krokodillerne venter sultne i vandet. 1,5 million gnuer tripper og tøver og samtidig kommer presset fra hele flokken, at nogle skal tage dette skæbnesvangerende spring i floden. Vi ser frygten i deres øjne, selvom at de ikke har prøvet, at blive spist af krokodillerne, så er frygten i deres øjnene ikke til at tage fejl af. De ved at døden ligger og venter på dem, og alligevel så er dette “a point of no return”, de skal over Grumeti-floden og Mara-floden. De er på deres lange vandring som følger en cyklus hvor de vandre for at søge græs. De er nødt til at passerer disse floder, for ellers dør de af sult. De kan også hurtigt blive til krokodilleføde, men de har ikke længere noget valg, derfor springer de modigste gnuer i floden og springer og svømmer for deres liv. Og resten af flokken, de 1,5 millioner gnuer, følger med, som var de en enhed.
Når vi krydser floden, er der igen vej tilbage, vi tager det fulde ansvar, for global bæredygtighed, alt andet er meningsløst.
Det er sådan vi står som mennesker, vi er på denne farefulde rejse, hvor vores forbrug på mange måder minder om den tørke, som gnuerne rejser væk fra. Vi står også overfor, at vi mister en del ikke mennesker, men arbejdspladser, job, det velkendte og endda hele brancher. Vi ved ikke hvem, der ryger og hvem der kommer over på den anden side. Vi ved at der skal være nogle modige gnuer, som springer i floden, viser vejen.
Eksistentiel lederskab handler om dét mod til at springe i floden
Vi skal igennem en masse forandringer hvor vi ikke trækker på fortidens måde at løse konflikter, eller kriser. For løsningen ligger ikke i fortiden og måde vi skal leve på er ikke eksisterende. Hvad vi ved er at vi skal alle bidrage til den verden, som skal bære os, fattigdom, overbefolkning, overforbrug, social ulighed, klima, fødevarer og miljø er vores alle sammen ansvar og eneste virkelige er at hvis vi ikke gør noget, ja så ender vi som gnuerne som ikke tager springet.
Hvad vi også ved er, vi er nødt til at hæve bevidstheden til en global bevidsthed, vi kan ikke længere tror at fattigdom, ikke har noget med os at gøre. Vi er nødt til at ramme de toner i vores virke, rammer både i værdi for os, men også til gavn for andre end blot vores egen overlevelse. For tager vi ikke ansvaret, så kommer fattigdommen til os, eller de fattige vil søge mod de rige vestlige lande. Vi er nødt til at tænke alternative energier, vi er nødt til at sætte et mindre kulstofaftryk på verden. Ligesom vi alle må plante træer, for at reducerer CO2, og vi er nødt til få skabt balance, i at når vi fælder et træ, planter vi yderligere 2 træer. Sådan må vi foretage reduktion af vores forbrug og hæve grøn energi.
Hvad vi også ved er, vi er nødt til at hæve bevidstheden til en global bevidsthed, vi kan ikke længere tror at fattigdom, ikke har noget med os at gøre. Vi er nødt til at ramme de toner i vores virke, rammer både i værdi for os, men også til gavn for andre end blot vores egen overlevelse. For tager vi ikke ansvaret, så kommer fattigdommen til os, eller de fattige vil søge mod de rige vestlige lande. Vi er nødt til at tænke alternative energier, vi er nødt til at sætte et mindre kulstofaftryk på verden. Ligesom vi alle må plante træer, for at reducerer CO2, og vi er nødt til få skabt balance, i at når vi fælder et træ, planter vi yderligere 2 træer. Sådan må vi foretage reduktion af vores forbrug og hæve grøn energi.
De ledere som har forstået at tage dette greb på den globale scene og bidrage til denne globale agenda, vil have den nødvendige opbakning af mennesker, som ønsker at bidrage og arbejde for at kunne være med til at bidrage med dette aftryk. Så når formålet er klart og højt nok og giver mening.